Dværgcichliderne (fx. Apistogramma, Microgeophagus, Dicrossus) samt Diskus, Nøglehulcichlide og Scalare, er stille og rolige fisk, der ynder tæt beplantede akvarier, hvor de kan søge skjul. Flagcichliderne er også rolige fisk, - de holder også af beplantede akvarier, de bruger bare planterne til foder, - så hold dem i akvarier, pyntet med sten og trærødder. De øvrige store arter (mange slægter) kan være ret voldsomme, og de vil ofte 'ommøblere' akvariet ved at flytte rundt på bundlaget. I sådanne akvarier, bør der derfor ikke være planter, der bare vil blive revet op, men akvariet kan udsmykkes med sten og trærødder. En særlig gruppe af Cichlider er Tanganyika- og Malawicichlider, der i naturen lever enten på stenrev og klippesider eller på ren sandbund. Stenrevsarterne skal holdes i akvarier med store sten med mange mellemrum, hvori de kan søge skjul. Sandbundsarterne er ofte "sneglehuslegere", - små fisk, der skal have adgang til tomme sneglehuse, hvoraf hunnen vælger et, hvori hun kan gemme sig, lægge sine æg og gemme sine unger. De store Cichlider (visse arter, der sælges som små, søde unger, kan blive op til 45 cm!) bør holdes i specialakvarier, alle rolige arter kan dog udmærket holdes sammen med andre rolige fisk som Tetra, Rasbora, Maller og Guramier. Vær dog opmærksom på, at Skalarer holder meget af 'levende' foder, - og de har en stor mund! (Neonfisk er deres yndlingsspise). De mindre Cichlider bliver typisk 4-6 år gamle, mens nogle af de større sagtens kan blive 15-20 år.