Fiskesamling

Inden du anlægger dit akvarium, bør du finde ud af, hvilke typer af fisk du vil holde, således at du kan tilpasse akvarieindretningen til disse typer. Anskaf dig så kun fisk, der passer til denne indretning og som samtidig passer til hinanden, og anskaf dig forskellige arter, der naturligt holder til i alle vandlag. Inden du anskaffer dig fisk, du ikke kender godt, vil det dog være en fordel først at lære lidt om artens behov og levevis, enten i bøger eller på Internettet. Herved vil du kunne undgå mange ubehagelige oplevelser og dødsfald.

Du vil herunder kunne finde beskrivelse og vejledning til at holde nogle af de mere almindelige fiskefamilier, men beskrivelserne er meget generelle, og inden for alle familier findes der naturligvis arter, der ikke følger 'reglerne'. Ud over de her nævnte familier, findes der andre, ikke så almindelige, med arter, der er udmærkede akvariefisk. Dem må du søge oplysninger om i litteraturen eller på internettet.

- Tandkarper (herunder Guppy, Sværddrager, Platy, Molly)
- Karpelaks (Tetra, herunder fx. Neonfisk, Rødnæser, Lygtefisk, Piratfisk)
- Karpefisk (Barber, herunder fx Sumatranus, Zebrafisk, Kileplet, Guldfisk)
- Cichlider (herunder Scalare, Diskusfisk)
- Maller
- Labyrintfisk (Gurami, Kampfisk, Makropode og Buskfisk)