Claus Christensen

 
 AKVARIEBLADET 2000:
 

 Ny direktør i Tropica

 

 
Claus Christensen, der siden 1981 og de seneste fem år som underdirektør har været tilknyttet Tropica Aquarium Plants A/S, overtager den 1. maj 2000 den daglige ledelse og posten som administrerende direktør i virksomheden.
 
Tropica’s ejer Holger Windeløv, der for nøjagtig 30 år siden stiftede virksomheden, fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand. Han vil nu koncentrere sig om udvikling af nye akvarieplanter. Tropica har altid været kendt for at satse på produktudvikling og bringe nye produkter på markedet, og dette arbejde forstærkes nu yderligere.
 
Claus Christensen fortsætter traditionen med, at Tropica’s topledelse har en stærk tilknytning til akvariehobbyen. Han har siden ungdommen været aktiv akvarieplante-akvarist og er en eftertragtet foredragsholder verden over. Han har også, ligesom Holger Windeløv, rejst rundt i verden for at indsamle og lære om planter i deres naturlige miljø i tropiske vandløb og søer.
 
Claus Christensen, der er 45 år, startede i produktionen i Tropica. Han har været leder af projektarbejde og salg og fra 1995 underdirektør. Claus Christensen er oprindelig uddannet som lærer i fysik og kemi.
 

Tropica Aquarium Plants har en halv snes store drivhuse i Skæring nord for Århus og er en af Europas største akvarieplante-producenter. Hvert år dyrker Tropica mere end to millioner akvarieplanter.