Sten Wellejus

 
 
 AKVARIEBLADET 1996:
 
 Sten Wellejus in memoriam

 

Lørdag den 21. oktober (1995) døde Sten Wellejus i sit hjem i Svebølle, kun 57 år gammel.

 

Sten Wellejus var skolelærer og underviste blandt andet i biologi. Emner som miljøbeskyttelse og artsbevarelse havde hans store interesse, længe før andre begyndte at tage dem alvorligt.

 

Stens akvaristiske interesser var mangesidige. Han har beskæftiget sig med cichlider og barber, med planter og med killifisk, men han havde efter eget udsagn ikke mentalitet til at pusle med æg osv., så i 1978 meldte han sig ind i Poecilia, hvor han lige siden har ydet et stort og engageret arbejde.

 

Sten beskæftigede sig i starten med kulturformer – vildformer af ungefødende var meget sjældne på den tid. I 1981 besøgte han Günter Daul i Berlin og havde vildformer med hjem, som han formerede. Han var helt klar over, at disse vildformer skulle holdes ”rene” for at kunne bevares, men samtidig fortsatte han sit avlsarbejde med blandt andet Mollier. I de følgende år skabte Sten mange gode kontakter til udlandet, især til England, hvorfra han via flere gensidige besøg bragte mange nye arter til Danmark.

 

Sten indtrådte i Poeciliabladets redaktion i 1981. I en årrække frem til 1991 var han bladets ansvarshavende redaktør. Sten var en overmåde flittig og dygtig skribent. Alene i Poeciliabladet skrev han mere end 150 artikler og indlæg, ligesom han var en hyppig bidragyder til Akvariebladet. Sten holdt foredrag om Poecilia og de ungefødende fisk i mange akvarieforeninger, ligesom han i perioder var dansk kontaktmand for selskabet Poecilia.

 

I de seneste blev Sten ramt af sygdom, men han fortsatte sin skribentvirksomhed og var stadig aktiv akvarist.

 

Sten var et ualmindelig dejligt, varmt og hjerteligt menneske, som med sit gode humør og sit positive og idealistiske livssyn aldrig vil blive glemt af de, som kendte ham.

 

Æret være Sten Wellejus minde.

 

Kaj Mortensen                Nicolai Barfod