AKVARIEBLADET 1983:
|
I forbindelse med Poecilias generalforsamling i Göteborg Pokalen uddeles til en person, der i Finn Morbechs ånd har levet op til foreningens formål: At bevare og udbrede kendskabet til de ungefødende akvariefisk. Det var derfor ikke overraskende, at pokalen i år blev tildelt Poecilias danske kontaktmand Kaj Mortensen. Preben Dan |
|
AKVARIEBLADET 1987:
 |
På Poecilias møde den
|
|
Kaj har ved sin uegennyttige måde at være på, været med til at skaffe utallige nye medlemmer til POECILIA og indenfor denne forening har han været en varm fortaler for DANSK AKVARIE UNION, og han var også initiativtager til foreningens indmeldelse i DAU, samt DAUs medlemsskab af DANSK NATURFREDNINGSFORENING. En værdigere modtager af den røde nål kan næppe findes, og indstillingen blev ensstemmigt godkendt af hovedbestyrelsen. Til lykke fra AKVARIEBLADETS REDAKTION og læsere (Redaktionen: | |
AKVARIEBLADET 1993:
 |
Når man taler med mennesker, der arbejder med ungefødende tandkarper, ved de ofte, hvem Kaj Mortensen er, men mange andre akvarister har kun set hans navn nævnt som forfatter til artikler i Akvariebladet.
Kaj Mortensen fyldte 75 år i sommeren 1992, og Akvariebladet har besøgt ham for at høre lidt om hans syn på akvariehobbyen. |
|
Akvariebladet (AB): Hvordan startede du egentlig i akvariehobbyen?
Kaj Mortensen(KM): Ja, når jeg taler med folk, får jeg ofte det indtryk, at de tror, jeg har været med i foreningsliv fra min ungdom, men det har jeg slet ikke. Jeg har faktisk kun været med i de sidste 20 år, inden da har jeg aldrig været med i en akvarieforening. Jeg har vel nok haft akvarier lige fra min barndom. Jeg begyndte vel på den helt klassiske måde med at gå ud i naturen og samle forskellige dyr ind. Jeg boede i Trørød i Nordsjælland, hvor der var masser af vandhuller med masser af vand og spændende dyr i. Jeg for rundt med mit net og fangede spændende dyr, og fik lov at bruge min mors blomsterglas til at have dyrene i.
Da jeg blev voksen og gift, fik jeg igen akvarier, men var aldrig medlem af en akvarieforening. Så for godt 20 år siden flyttede jeg her til Hvidovre og så en dag en annonce i avisen om, at der skulle være møde i den lokale akvarieforening. Jeg gik til mødet, og da jeg aldrig har kunnet holde min mund, kom jeg hurtigt ind i foreningslivet. På den følgende generalforsamling blev jeg valgt ind som suppleant, men da et af de valgte bestyrelsesmedlemmer aldrig dukkede op, kom jeg direkte ind i arbejdet i bestyrelsen. Bestyrelsen bestod mest af ældre personer, der var meget konservative og under ingen omstændigheder ville søge tilskud til foreningens arbejde; ”det gjorde man ikke, man klarede sig selv!”, men det var lidt svært at klare foreningsarbejdet med de 2000 kr., der var i kassen, det var heller ikke for 20 år siden mange penge. Vi afholdt nogle møder, hvor der var mulighed for at snakke med de andre medlemmer, og det var meget spændende, da der var en del rigtig gode akvarister blandt, som man nok kunne lære noget af.
AB: Havde I nogen form for medlemsblad?
KM: Nej, ikke et decideret blad, men jeg skrev som sekretær mødemeddelelser hver måned, og efterhånden blev der også plads til nogle små artikler om fisk.
AB: Mange læsere kender dit navn fra artikler om ungefødende tandkarper. Hvordan kom du i gang med den gren af hobbyen?
KM: Ja jeg ved det knap nok, -- Jo jeg blev meget interesseret i Poecilia sphenops. Jeg syntes, at det var sådan en køn fisk. En dag var jeg ude i Akvarium Rio, en dyrehandel, der tidligere lå ude på Roskildevej, og her så jeg nogle mærkelige sphenops med røde finner, og dem fik jeg med hjem. På den tid var der ikke mange ungefødende tandkarper i Danmark, når man ser bort fra kulturformerne af Platy og Sværddrager. Jeg holdt fast på denne sphenops, som vi kaldte for Libertymolly, ja jeg havde den faktisk i næsten 20 år, og der er delt utallige ud fra denne stamme til akvarister over hele landet.
Jeg blev efterhånden meget aktiv i Hvidovre Akvarieforening og syntes, sammen med nogle andre medl75 år emmer, at det kunne være spændende at få egne lokaler, hvor vi kunne have akvarier. Det ville den gamle bestyrelse dog ikke være med til, så der gik nogle år, hvor der ikke skete mere i den sag. Så på et tidspunkt var nogle fra den gamle bestyrelse døde og andre var gået ud. Så fik vi en ny bestyrelse, og en af de nye medlemmer hed Flemming Jacobsen. Han var en mand med krudt i og kræfter som en bjørn, og sammen med ham gik vi i gang med at lave planer og tegninger, så jeg på et tidspunkt kunne gå op til kommunen. Vi fik et såkaldt lån på 20.000 kr., og det var en god start til indretningen af lokalet. Vi fik købt træ osv. ind og begyndte at sætte reoler op. Vi fik ikke tilskud til akvarierne, så i begyndelsen måtte medlemmerne hver for sig sætte deres egne akvarier op. Det gik fint, og lokalet blev indviet efter ca. 3-4 måneders hårdt arbejde, hvor mange af medlemmerne virkelig lavede et godt arbejde. Lokalet blev en stor succes, og isæt foreningens unge medlemmer stillede akvarier op, og det var en spændende tid, hvor disse unge, ja nærmest kun drenge, vist på det nærmeste brugte mig som reservefar, som havde tid til at snakke med dem om noget, de var meget interesseret i. Det var en dejlig og sjov tid, hvor der også blev opdrættet en del fisk i klubbens lokale.
AB: Nu er du jo mest kendt for de ungefødende tandkarper. Hvordan kom det i gang?
KM: Det startede med et møde i Sverige, hvor en del akvarister, bl.a.
Jeg havde tidligere meldt mig ind i DGLZ (den tyske forening for ungefødende), og da der nu skulle være et møde i Hamburg, tog jeg der ned med tog. Der var sat en masse akvarier op, og jeg blev kongeligt modtaget som gæst fra et andet land. Jeg fik en hel del fisk med hjem. Blandt disse var der en Goodeide ved navn Ameca splendens. Jeg fik 4 hunner og 2 hannner, og da jeg kom hjem, gik jeg med spænding og ventede på, at den største hun skulle føde. Der gik dog 32 dage før jeg fik mine første Ameca splendens unger. Der var 5-6 stk., og jeg vidste stadig ikke meget om arten. Jeg havde købt en del gammel akvarielitteratur, og blandt dette var nogle landkort, som jeg studerede meget omhyggeligt. Midt i Mexico stødte jeg på en flod ved navn Ameca og mente så, at fiskene måtte komme derfra. Splendens slog jeg op, og det betød strålende, så det måtte være den strålende fisk fra Ameca floden. Ameca splendens blev virkelig en succes, alle ville have denne fisk, og jeg delte ud til højre og venstre. Da alle mine bekendte efterhånden havde fået Ameca splendens, stod jeg stadig med 70 unger tilbage, og dem tog jeg med tin til Planteimporten for evt. at sælge dem der. Jeg fortalte Ernst, indehaveren, at jeg havde nogle ungefødende med, og han sagde; ”Ja, det er godt med dig og dine grå fisk!”. Nå, men han kikkede på dem og sagde så, at det da ikke var ungefødende. Det kunne jeg jo fortælle ham, at det var. Jeg havde da selv fået ungerne fra mine avlsfisk derhjemme. Han gik med til at købe dem, og det er vist den eneste gang, jeg har tjent penge på mine fisk. Efter 14 dage kom jeg tilbage, og da var de alle udsolgt.
I de næste år tog jeg ud i alle de foreninger, der ville have mig, og fortalte om ungefødende tandkarper. Jeg agiterede stærkt for POECILIA og reddede ofte et par medlemmer hjem hver gang. Da jeg startede var vi måske 10 medlemmer i Danmark, men efter et års tid var medlemstallet oppe på 50. Jeg udstillede også på alle udstillinger og begyndte også at skrive artikler om fiskene.
Når jeg var på rejse til de forskellige akvarist-møder i Tyskland, fik jeg altid nye fisk med hjem, og senere besøgte mange af de akvarister, jeg mødte i Tyskland, også mig her i Danmark. De havde også fisk med til mig, og det krævede godt med plads. På et tidspunkt havde jeg 7 akvarier oppe hos mig selv i min 1½ værelses lejlighed. Derudover havde jeg akvarier i Hvidovres kælder samt to lånte kælderlokaler. I alt blev det til 42 akvarier med ungefødende, og så var det rundt på cykel for at fodre flere gange om dagen. Der blev knap tid til andet end et hurtigt kik efter syge/døde fisk, fodring og så videre til næste sted. Jeg måtte i snit rense 2-3 akvarier hver dag for at komme igennem i løbet af en måned. Jeg havde disse akvarier i mange år, men nu har jeg kun nogle få akvarier tilbage. Jeg prøvede altid at få spredt arterne ud på så mange skandinaviske akvarister som muligt, men alligevel er det vel blevet til omkring 25 danske førstegangsopdræt af ungefødende gennem årene.
AB: Hvornår startede POECILIA med at udstille?
KM: Jeg tror, at vi startede omkring 1977, og siden da er der vist ikke mange udstillinger, vi ikke har været med på. Vi udstillede over hele landet, og selv i Tjekkoslovakiet havde vi fisk på udstilling. En af de største var i Bella Centret, hvor vi deltog med en hel langvæg med 64 akvarier.
AB: Hvordan havde POECILIA det i forhold til de andre akvarieforeninger?
KM: Vi havde et virkeligt fint samarbejde med mange af Storkøbenhavns foreninger. Vi var jo ikke konkurrenter, men snarere et supplement til deres egen foreningsvirksomhed. Der var ikke så mange specialforeninger dengang. Der var vel kun Cichlideselskabet, som blev ledet af
AB: Hvordan udviklede arbejdet i POECILIA sig så?
KM: POECILIA er jo en skandinavisk forening, og jeg blev ret hurtigt kontaktmand for Danmark. Det startede med, at jeg bare skulle holde kontakten mellem de danske medlemmer og bestyrelsen i Sverige, men efterhånden udviklede det sig til en masse arbejde. Jeg var imidlertid blevet pensioneret fra Sporvejene allerede i 55 års alderen, så jeg havde tid nok.
På et tidspunkt startede foreningen POECILIA-BLADET i Sverige. Det var i begyndelsen på 8 sider, men efterhånden er der da kommet flere sider til, og mængden af artikler om naturformerne indenfor de ungefødende er øget tilsvarende. Bladet var og er udelukkende om ungefødende.
I POECILIA har vi en god ”vane”, idet der sjældent er penge mellem medlemmerne. Vi forærer gerne unger til andre medlemmer, og når der på møderne er auktion, går alle pengene til foreningen.
Jeg fik på et tidspunkt fat i Kurt Jacobs bog om ungefødende, og der var en masse arter, som jeg aldrig havde hørt om før. Den tog jeg fat på, og alle dens 520 sider satte jeg mig til at oversætte og skrev den i hånden, da jeg på det tidspunkt ingen skrivemaskine havde. Jeg satte hele oversættelsen ind i et stort ringbind og gik så på jagt efter mere litteratur om de ungefødende. Jeg fik samlet meget sammen fra bibliotekerne, Det kongelige Bibliotek, Universitetsbiblioteket, og Zoologisk Museum. På sidstnævnte sted fik jeg mulighed til at skrive nogle lister over alle de fisk, de havde fået bl.a. fra ældre tiders akvarister, og disse lister har så senere dannet grundlag for, at jeg har kunnet skrive, at arten tidligere havde været i Danmark, når de senere blev importeret igen. Jeg samlede al den litteratur om ungefødende, jeg kunne få fat på, og nu er det vel løbet op i 38 ringbind med fotokopier og artikler, som jeg bruger som baggrundsstof, når jeg skriver artikler om de ungefødende. I mange af de videnskabelige artikler var sproget dog nærmest uforståeligt, så jeg har altid prøvet at skrive mine artikler på en mere ”populær” måde, så almindelige mennesker kunne forstå dem. Jeg kombinerede så med mine personlige erfaringer og skaffede billeder af fiskene. Jeg fik efterhånden artikler udgivet af POECILIA-BLADET, TIDSSKRIFTET AKVARIET, Sverige og det danske AKVARIEBLADET. I omkring 10 år arbejdede jeg med artikler fra mit baggrundsstof i mange timer hver dag, men i den senere tid er kræfterne ikke til det mere. I 1987 blev en del af baggrundsmaterialet brugt til en lille bog, Fokus på Mollies, som jeg skrev i samarbejde med Sten Wellejus, der gennem mange år har været redaktør for POECILIA-BLADET.
Da jeg blev 70 år, blev der holdt åbent hus i Hvidovre Akvarieforenings lokale, og der kom vel omkring 70 akvarister med lykønskninger fra alverdens foreninger. Jeg synes også, at jeg gennem tiderne har fået næsten alt for megen ros for min indsats, bl.a. er jeg æresmedlem i POECILIA og Hvidovre Akvarieforening. Jeg fik den blå nål fra DAU og som noget af det, jeg virkelig er glad og stolt over er, at jeg for nogle år siden fik Dansk Akvarie Unions røde nål, som er unionens højeste udmærkelse. Da jeg nu blev 75 år frabad jeg mig imidlertid den megen opmærksomhed, da jeg ikke syntes, at jeg magtede al den festivitas mere.
Kaj Mortensen er nu over 75 år, og selv om kræfterne ikke mere er, hvad de har været, har han dog stadig et par dejlige akvarier med ungefødende, og han kommer flere gange om ugen i Hvidovres akvariekælder, hvor han stadig er god for et godt råd eller to ud fra sine mange erfaringer indenfor en af akvariehobbyens specialer. | |
AKVARIEBLADET 1997:
|
Den 28. juli i år (1997) fyldte Kaj Mortensen 80 år.
For ti år siden var Hvidovre Akvarieforenings rummelige kælder fyldt til bristepunktet af akvarister fra nær og fjern, som var mødt frem for at hylde Kaj på 70-årsdagen. Kaj var dengang stadig på toppen af sin akvaristiske karriere og havde især via sit arbejde for Poecilia, men også for Hvidovre Akvarieforening og Dansk Akvarie Union, en usædvanlig stor kontaktflade til den danske og nordiske akvarieverden.
Kajs 80-årsdag blev fejret under mere fredelige former, sammen med den allernærmeste familie. Kajs helbred er ikke det allerbedste, og efter en længere hospitalsindlæggelse i begyndelsen af dette år, har Kaj måttet omstille sin lange karriere som aktiv akvarist til en mere passiv. Kaj er stadig en ivrig læser, ikke mindst af Poecilia Bladet og DGLZ Rundschau.
Da Kaj for snart 25 år siden blev pensioneret fra Københavns Sporveje, startede han sin egentlige karriere som fuldtidsarbejdende akvarist. Med en entusiasme og idealisme, som næppe finder sit sidestykke, har Kaj ydet en enestående indsats for Poecilia, for Poecilias medlemmer og ikke mindst for de ungefødende fisk.
Desværre må vi nok affinde os med, at han igen går på pension og denne gang for alvor.
Kaj, tillykke med de 80 år. Vi håber, at du får et godt otium.
Nicolai Barfod
For ti år siden var Hvidovre Akvarieforenings rummelige kælder fyldt til bristepunktet af akvarister fra nær og fjern, som var mødt frem for at hylde Kaj på 70-årsdagen. Kaj var dengang stadig på toppen af sin akvaristiske karriere og havde især via sit arbejde for Poecilia, men også for Hvidovre Akvarieforening og Dansk Akvarie Union, en usædvanlig stor kontaktflade til den danske og nordiske akvarieverden.
Kajs 80-årsdag blev fejret under mere fredelige former, sammen med den allernærmeste familie. Kajs helbred er ikke det allerbedste, og efter en længere hospitalsindlæggelse i begyndelsen af dette år, har Kaj måttet omstille sin lange karriere som aktiv akvarist til en mere passiv. Kaj er stadig en ivrig læser, ikke mindst af Poecilia Bladet og DGLZ Rundschau.
Da Kaj for snart 25 år siden blev pensioneret fra Københavns Sporveje, startede han sin egentlige karriere som fuldtidsarbejdende akvarist. Med en entusiasme og idealisme, som næppe finder sit sidestykke, har Kaj ydet en enestående indsats for Poecilia, for Poecilias medlemmer og ikke mindst for de ungefødende fisk.
Desværre må vi nok affinde os med, at han igen går på pension og denne gang for alvor.
Kaj, tillykke med de 80 år. Vi håber, at du får et godt otium.
Nicolai Barfod |
AKVARIEBLADET 2000:
|
Jeg har pr. e-mail erfaret, at vores æresmedlem Kaj Mortensen ikke er mere. Kaj har været med næsten fra Poecilias fødsel, og det er utrolig mange akvarister, der har nydt godt af Kajs viden om ungefødende fisk, og også har fået nogle af disse fisk af Kaj, der faktisk var levendegørelsen af ånden i Poecilia. Alle kunne få del i overskuddet i Kajs akvarier.
Kaj har også været flittig skribent til vores publikationer, lige fra den gang det kun var i det svenske blad Akvariet, vi fik offentliggjort artikler og andre meddelelser. Adskillige oversættelser har vi også fået fra Kajs hånd, og mange fiskearter har han skaffet hjem til danske medlemmer. Jeg er måske ikke den, der har haft mest med Kaj at gøre, men det er da blevet til mange gode stunder sammen, og der er mange, der sammen med mig vil komme til at savne ham i Poecilia. Kaj var en rigtig Poeciliamand, ære være hans minde. |
