Apistogramma trifasciata

Hjemsted	Afvandingsområdet i det centrale Sydamerika (Brasilien, Bolivia?, Paraguay og Argentina), i øvre Rio Guaporé og Rio Paraguay samt i det midterste Rio Paraná.
Længde	Han: 6 cm. Hun: 4,5 cm
Vandet	Temp.: 26-29° C	pH 6.0 - 6.5	Hårdhed: 5 - 10° dGH
Kønsforskel	Udpræget forskel i form og farve. Hannens kropsfarve blå, 2.-4. rygfinnestråle kan være forlængede og rygfinnen kan være forsynet med en rød kant. Hunnens kropsfarfe grålig, i yngletiden gul.
Leg	Huleleger, Op til 100 æg pr. kuld, men kuld på 40-50 unger må regnes for et godt resultat.
Dansk førsteopdræt	Tommy Malmroes 1981

Som det fremgår af oplysningerne i skemaet oven for har Apistogramma trifasciata en meget stor udbredelse med findesteder i afvandingsområderne for Rio Guaporé (= Rio Itenez) mod nord og Rio Paraguay og Rio Paraná mod syd.

Harald Schultz skriver om fangststedet ved Rio Itenez, at fiskene lever i lavvandede områder på en vanddybde på ca. 50 cm. Man finder dem ikke, som man skulle forvente, under det tætte lag af flydeplanter, der dækker store arealer, men derimod i lagunernes solgennemskinnede plantebevoksninger. Her lever de i selskab med mange af de andre fiskearter, som vi kender fra vores akvarier: Karpelaks af slægterne Aphyocharax, Megalamphodus (nu Hyphessobrycon), Nannostomus, Moenkhausia, Acestrorhynchus, Chilodus, Phyrrolina, Leporinus, Anostomus og cichlider som Geophagus juripari, Aequidens curviceps (evt. en underart til denne), Cichlasoma festivum og severum m.fl. Et rent fiskeparadis. Klimaet er rent tropisk, dvs. tørre somre, hvor vådområderne tørrer ud, så fiskene må søge ud mod floderne, og regnfulde vintre, hvor vådområderne igen oversvømmes. Gennemsnitstemperaturen om morgenen lå på 23-25º C og steg betragteligt i løbet af dagen. Vandet var brunligt, klart og blødt med en pH-værdi på 6,0.

Arten har fået sit navn på grund af hannens tre mørke striber. Den første går fra snuden gennem øjet og til haleroden, den anden udgår fra panden og løber lige under rygfinnebasis, og den tredje går fra øverste rygfinnebasis og skråt ned til gatfinnen. Den sidste stribe er samtidig det vigtigste artskendetegn. Der er ingen side- eller halerodspletter.

A. trifasciata hører til de slanke Apistogrammaer på linie med A. bitaeniata, A. cacatuoides og Orangeschwanz-Apistogramma, men den har en afrundet halefinne i modsætning til de øvrige, som har en fliget halefinne. Desuden er 2.-4. rygfinnestråle mere eller mindre forlængede, hvad de 3 andre slanke Apistogrammaer ikke har.

På de fleste A. trifasciata mangler en anguloartikularkanal (den ”sideliniekanal”, der på de fleste andre Apistogrammaer sidder på undersiden af underkæben). Fænomenet kendes også fra A. borelli, men den tilhører en anden udviklingslinie end A. trifasciatus. På konserverede eksemplarer fra Guaporé-systemet ses ofte en separat bagerste anguloartikularpore.

For en art med så stort et udbredelsesområde kommer det ikke overraskende, at den forekommer i flere varianter. På konserverede eksemplarer fra Guaporé-systemet kan man finde fine tværstreget i halefinnen. Fra Paraguay-systemet kender man en type med stærkt-rød rygfinnesøm og med transparent halefinne. Disse og andre forskelle førte i 1960 til en underopdeling af arten i to underarter: A. trifasciata maciliensis (Haseman, 1911) og A. trifasciata haraldschultzi Meinken, 1960. Denne underopdeling af arten er imidlertid senere forkastet.

En omdiskuteret variation er de forlængede rygfinnestråler, som på nogle eksemplarer kan opnå en imponerende størrelse og har givet fisken kælenavnet Indianeren. Nogle knytter dem til geografiske variationer (f.eks. Ingo Koslowski 1985). Andre (Horst Linke og Wolfgang Staeck 1984) mener, at det skyldes de forhold, som fiskene holdes under, idet de fremfører som en almindelig kendt erfaring, at Apistogrammaer, der holdes i blødt og surt vand ikke bare får en bedre kondition, men også udvikler væsentlig kraftigere finner.

Ud over farveforskelle på han og hun, hvor hannen har en blålig kropsfarve, mens hunnens er grålig, så kan hannen kendes på de mere eller mindre kraftigt forlængede rygfinnestråler, den spidst udvoksede bagerste blødfinnestråler i ryg- og gatfinne og de lange trådformige bugfinner. Disse kendetegn skulle i følge Linke & Staeck vise sig hurtigt på ungfisk.

I yngletiden skifter hunnen den grå dragt ud med en gul, hvor det sorte længdebånd træder frem som kontrast, ofte reduceret til en sideplet.

Pasningen skulle ikke byde på vanskeligheder. Akvariet indrettes huler og med en tæt beplantning, men uden flydeplanter. Akvariets størrelse afhænger af antallet af fisk. Et par kan holdes i et 30-50 liters akvarium, men vil man se den rigtige adfærd bør akvariet være fra 100 liter og opefter alt efter, hvor mange hunner, der sættes i akvariet. I et sådant akvarium er det vigtigt at opdele det i naturlige territorier. I et 300 liters akvarium kan man sætte 2-3 hanner og et tilsvarende større antal hunner. I et sådant akvarium kan man se ”den fulde adfærd”, hvor hannerne passer deres territorium, mens hunnerne holder til i deres små revirer. Succesen i et sådant akvarium afhænger af, hvor heldig man er anlæggelsen af de såkaldte naturlige revirgrænser.

Arten stiller ingen særlige krav til vandværdierne bortset fra ovennævnte erfaring med en bedre finneudvikling i blødt, surt vand. Til gengæld kræver den en god vandkvalitet og afvekslende fodring.

De fleste erfaringer går på, at det er en af de nemmere Apistogramma-arter at holde, og at der er tale om ret fredelige fisk. Nogle akvarister mener, at hannerne kan være nogle slemme slagsbrødre, men måske har de blot trods deres ringe kropsstørrelse en ret stor gennemslagskraft. De kan også angribe ikke-legemodne hunner.

Under kampene uddeler de kraftige haleslag mod deres modstandere. Koslowski skriver, at hannerne under legen og under kampene mister deres sorte markeringer, og at deres finner farves mørkerøde. Frontale angreb foregår mund mod mund. De kan vædre underlegne dyr, hvad der kan medføre døden. Ikke-legemodne hunner undviger sådanne angreb med en underkastelsesgestus, idet de viser deres bug frem i en S-formet stilling. Underlegne hanner gør klogt i at forsvinde.

Som beskrevet under Pasning kan hannerne udvikle en polygam familiestruktur, men holdt parvis kan de også udvise en ren familieidyl, hvor hannen sammen med hunnen stolt fører ungeflokken rundt i akvariet.

Hvis fiskene udsættes for god pleje og akvariet er rigtigt indrettet, skulle legen komme helt af sig selv, enkelt og problemløst. Hunnen lægger æggene i den udvalgte hule. Husk, at åbningen ikke skal være større end at hunnen lige kan klemme sig ind. Kan hannen ikke komme ind, så afgiver han sin sæd uden for hulen og vifter med haleslag vandet ind i hulen til æggene.

Fiskene kan også finde på at lægge æggene på sten, akvarieruder m.m. Det er endda set, at de har lagt æg på undersiden af kraftige sværdplanteblade.

Det er hunnen, der står for yngelplejen. Når ungerne svømmer frit kan de straks fodres med nyklækkede artemia og med et godt tørfoder presset gennem et fintmasket net.

Fra fuldt udvoksede dyr må et kuld på 40-60 unger regnes for at være et godt resultat.

Baensch, H. & Riehl, R.: Akvariets Leksikon, Tidsskriften AKVARIET, svensk oversættelse af Aquarien Atlas bind 1, 1983

Nieuwenhuizen: Zwergbuntbarsche, Alfred Kernes Verlag, 1964 i dansk oversættelse ved J. V. Rasmussen, De små Akvariebøger 5, Dværgcichlider, J. Fr. Clausens Forlag, 1967