Historie fra det virkelige liv

Nyt lys over en gammel hændelse

  

Tekst: Poul Petersen	Fotos: Per Jacobsen ©
I Akvariebladet 1988 nr. 6 skrev jeg om et lille snyltende krebsdyr, som jeg fik med mig hjem i bughulen på en tetra, Hemigrammus heterorhabdus, også kaldet Soldaterfisken eller Trebåndstetra. Fisken lå død i plastposen, da jeg fik avispapiret viklet af. Et hul på siden af bugen med et par blafrende trevler var alt, hvad jeg så i første omgang – og det eneste tegn på liv. Da jeg skar fisken op, kunne jeg - eller rettere Ninna, min kone - pirke et lille krebsdyr på størrelse med en stor mariehøne ud af maven på fisken.
De blafrende trevler, jeg havde set, var dyrets halevifte, som dannede en kort, rørformet åbning, hvorigennem dyret bragte frisk vand frem til sine gæller.	Snylterens ryg med de tværgående "skæl" og den svage pigmentering. Bemærk de rudimentære øjne.
Gennem Jens Meulengracht-Madsen fik jeg dyret placeret i underordenen isopoderne, der bl.a. omfatter vores hjemlige bænkebidere. Torben Wollf fra Zoologisk Museum kunne tilføje, at den hørte til underfamilien Cymotoinae - måske slægten Lironeca - der hovedsagelig består af indvendige snyltere. Dermed troede jeg, at den historie var slut, men kort efter, jeg havde fortalt historien i et foredrag i KAK i oktober måned 2003, faldt jeg over en artikel i Tropical Fish Hobbyist, Juni 1975,  om en sjælden endoparasitisk Isopod fundet i en Diskos Fisk. Den blev bestemt til at være arten Artystone trysibia. Artiklens fotos var ikke tydelige nok til, at jeg kunne konstatere, om parasitten var lig med ”min” snylter, men den lignede den så meget, at jeg er ret sikker på, at de oplysninger, artiklen gav, også gjaldt ”min” snylter.	Snylteren set fra bugen.
Først halen. På diskosfisken stak den ud af et hul i bugvæggen, akkurat ligesom på Soldaterfisken. På den måde kunne snylteren få frisk vand til gællerne, som Torben Wollf forklarede. Den bevægede også halen på samme måde. Det skulle sikre, at hullet ikke voksede til og lukkede snylteren helt inde. Det skulle vise sig, at det også var ad den vej, snylterens larver kom ud i vandet, så de kunne finde hen til en anden værtsfisk.	Benene var tydeligvis ikke egnet til at gå på, men udelukkende beregnet til at holde sig fast med. Se også halen, som danner et slags blafrende rør.
Inde i diskosfiskens bughule havde fisken af sit eget væv dannet en lomme, der omgav snylteren, så den ikke kunne beskadige indvoldene og dermed forvolde fiskens død. Fiskens død ville også blive snylterens død, da den i voksen tilstand ikke er i stand til at komme ind i en ny fisk. Da diskosfisken døde, opdagede man snylteren og pillede den ud. Man så, at den gik med fuldt udviklede larver. Dem slap man ud i et akvarium, hvor der gik nogle albino-corydoras, som larverne straks opsøgte og gravede sig ind i. Her begyndte de så at vokse. Men hvordan var snylteren fra Diskos-fisken blevet befrugtet? Teorien går ud på, at larven først er udviklet som  en han,  der producerer sæd.
Senere gennemgår den en metamorfose og bliver til en hun, der befrugtes af sin egen sæd fra sin mandlige periode. Jeg ved ikke, om denne teori senere er blevet videnskabeligt bevist, men det lyder jo interessant. Det spørgsmål, jeg står tilbage med er, hvorfor larverne opsøger så små fisk som Corydoras, når de som udvoksede hun-individer opnår en længde på mindst 15 mm – og hvorfor var soldaterfisken valgt som værtsfisk? Er det bare et eksempel på naturens store spild? Eller kan de alligevel, selv om de er meget klodsede og ubehjælpsomme, finde vej over til en større værtsfisk, når tid er? Svaret findes måske på internettet for den, der søger.	Nærbillede af hovedet med to drabelige kroge.