Københavns Akvarieforening
Forsiden  Foreningen  Møder  Akvariebladet  Galleri  Faktasider  Links 

Forsiden / Foreningen / De gamle koryfæer / Anton Fr. Bruun








Anton Fr. Bruun

 
 
Dansk Akvarieblad 1952:

 

Dr. phil A. F. BRUUN

Den 14. december har sikkert været en stor festdag ombord på « Galathea », idet ekspeditionens videnskabelige leder, vor unions formand og alle danske akvaristers ven og hjælper, Anton Frederik Bruun, fyldte 50 år.

 

Skade, at Australien ligge skal så langt herfra, kunne man fristes til at sige; der ville ellers nok være blevet stor invasion ombord for at gratulere. Dog hilsener og lykønskninger fra nær og fjern har alligevel i rigt mål fundet vej ud til ”Galathea”, også lykønskningen fra danske akvarister nåede frem gennem æteren.

Når man ved denne lejlighed kaster blikket tilbage på de år, der er gået, siden A. F. Bruun begyndte at deltage aktivt i dansk akvariesport, ja, da kan man ikke andet end beundre den energi og arbejdsglæde, han altid har lagt for dagen. Jeg husker Bruun fra det allerførste foredrag, han holdt i K. A., han stod der på talerstolen, jeg tror nok lidt trykket og nervøs ved situationen, det var ikke den samme gedigne foredragsholder, som vi kender i dag; men trods al kejtet rutinemangel, så kunne vi lide denne unge mand, han gik lige i folk med sin måde at være på, man kom til at holde af ham simpelthen, og i årene, der siden er gået, hvor vi har været vidner til den rige udvikling, der er sket med unge Bruun, indtil nu, hvor han er blevet ”voksen”, ja da beundrer man ham endnu mere og glædes med ham over de resultater, han når.

 

Dansk akvariesport har meget at sige F. F. Bruun tak for, ingensinde har akvaristen indenfor videnskaben truffet en så kammeratlig, forstående og hjælpsom mand som netop Bruun; vi er kommet til ham med alle vore små sorger og bekymringer, som vi har haft med vore fisk, altid har vi mødt en lydhørhed og forståelse, som man skal lede længe efter for at finde magen til, og altid var man sikker på at få et velment, positivt svar eller råd.

 

Som formand for D. A. U. har Bruun gjort et stort arbejde, ikke mindst når det gjaldt en eller anden prekær situation, så kunne han altid få det til at glide. Vi, der sidder i Unionens ledelse, kan kun ønske, at vi stadig fremover må bevare Bruun som vor formand og midtpunktet, vi kan samles om indenfor dansk akvariesport.

 

Danske akvarister – de menige medlemmer, foreningernes bestyrelser og forretningsudvalget for Unionen – er sikkert enige med undertegnede, når jeg her gennem vort blad på alles vegne beder A. F. Bruun modtage vore hjerteligste ønsker i anledning af fødselsdagen, tillige med ønsket om fortsat held og lykke i arbejdet på ”Galatheaekspeditionen” for den resterende del af togtet.
 

f. Dansk Akvarie Union

 

Engelh. Lind


Print this page