Den 28. februar (1996) mistede Skandinavien den person, der igennem de sidste 50 år har betydet mest for vores hobby. Gunnar Lundin var en af initiativtagerne til stiftelsen af Lundby Akvarieforening i 1949, og i 1963 overtog Gunnar ansvaret for det svenske tidsskrift Akvariet. Gunnar var redaktør og ansvarlig udgiver frem til 1986, og i denne periode opbyggede Gunnar også forlaget Akvariet, som i tidens løb har udgivet en del bøger på både svensk og dansk. Det blev også til en oversættelse af Mergus Atlas vol. 1 til svensk.
Flere tilbagevendende begivenheder i Sverige vil for altid minde os om Gunnar. En årlig dag som Akvariet Dag blev første gang arrangeret af Gunnar i forbindelse med tidsskriftet Akvariets 40 års jubilæum i 1967, og sammen med tidsskriftets grundlægger Edvin Brorsson stiftede Gunnar ”Akvariets Oscar”, en udmærkelse som Gunnar selv fik i 1988.
Gunnar Lundin arbejdede til det sidste med sit bogforlag, de seneste år sammen med sønnen Lennart Lundin, som nu kører forlaget videre. Selv har jeg flere gange været til møder i Sverige, og hver gang har det været spændende at se, hvilke nye bøger Gunnar nu havde på sin bogstand, for firmaet er efterhånden udviklet til et af Skandinaviens største udgiver- og importfirmaer af bøger om hobbydyr.
Vi har ikke Gunnar Lundin mere, men talrige minder fra de mange gode år vil vi altid have.
Tonny Brandt Andersen |