|
Det var gårdens store drenge, der tog på Amager fælled, for Ole og de andre på 4-5 år var ikke gamle nok til at gå så langt væk, men når de store så kom tilbage, havde de salamandre, frøer og haletudser med, og de havde så meget med hjem, at de kunne dele ud af det til gårdens smårollinger.
Ole holdt disse dyr i glas, syltetøjskrukker og lignende, men talte meget om at få et akvarium, for det at holde disse dyr, var virkelig noget Ole elskede meget. Dette ønske gik i opfyldelse et par år senere, for da han kom hjem fra sin første skoledag, ventede der ham 2 gaver. Den ene var Bedstes vejrhus, som Ole altid skulle se når han besøgte hende. Vejrhuset er styret af et barometer, således at en mand eller en kone kommer ud af huset alt efter hvordan vejret er. Den anden gave var et lille akvarium på nok ikke mere end 3 liter med 2 guppyer og en vandplante, og ”Pas på knægt - det har kostet 9,50 kr." Det var prisen inklusiv fisk og plante, men det var mange penge i august 1946.
Akvarierne blev allerede efter kun et års tid flere og større, og da der var grænser for, hvor meget Ole kunne brede sig i en 2 værelses lejlighed, blev de stablet på kryds ovenpå hinanden. På skænken, hvor der ved juletid blev pyntet med vat og nisselandskab, blev det nu forbudt at lave juledekoration, da skænken var inddraget til akvarier.
Nu kørte Ole selv ud på Amager fælled for at fange dafnier og hvad der måtte være derude i vandhullerne. Om søndagen gik turen til Frederiksberg have, hvor man kunne ligge og rode med hænderne i vandet inde langs bolværket for at fange snegle, som kunne sælges til dyrehandelen i Toftegårds Alle for 2 øre stykket. Der kunne godt tjenes til næste søndags biografbillet, som kostede 40 øre på de 2 første rækker. Igler og andet spændende fra vandhullerne blev også bragt hjem i akvarierne, selv om det nok ikke alt sammen var godt for fiskene.
Varme havde Ole ikke på sine akvarier, men luft havde han, fordi han havde købt en traktorslange til at bruge som badering, når han skulle på stranden. Den oppustede slange stillede han bag døren med en slange til akvariet. Luften fra slangen sivede så langsomt ud i akvariet. Det var også almindeligt, at man kom 3% brintoverilte og en lille smule brunsten i en lille flaske med gummiprop og slange. Brunstenen fik så brintoverilten til at afgive ilten til akvariet.
Når man skulle købe fisk i akvarieforretningen, skulle man selv medbringe et syltetøjsglas eller lignende, for der fandtes ikke plastikposer. De bedste glas var dem med skruelåg, men havde man ikke et låg, blev der lagt et stykke pergamentpapir over, som blev fæstnet med en gummielastik. Og skulle man have dafnier, blev et stykke pergamentpapir gjort vådt, og derefter blev et par skefulde lagt op på papiret. Det hele blev pakket ind i et stykke avispapir, og solgt for 10 øre.
Årene gik og Ole kom ud at arbejde, og så blev der råd til at købe det første rustfri stålakvarium på 36 liter. Akvarieudstillinger blev også flittigt besøgt, og det gjaldt dengang som i dag om at få nye medlemmer. Så viste man lidt interesse, blev man mødt af en mand med et eksemplar af Dansk Akvarieblad, hvori der diskret var indlagt et girokort, hvorpå man kunne indbetale kontingent. Det var på en sådan udstilling, at Ole mødte W.L. Jørgensen, som det viste sig Ole skulle komme til at lære meget af. Hvis man viste interesse for noget, var "Købmanden", som han blev kaldt, altid parat til at give gode råd. Han var god til at vise de unge, hvorledes de selv kunne gøre tingene.
Kontingentet kostede dog penge, og militærtiden gjorde, at der gik endnu nogle år, inden Ole blev medlem af Københavns Akvarieforening i forbindelse med en udstilling i 1962. Her mødte han flere af de akvarister, som vi i dag kender fra akvariebøger og tidsskrifter. Fut-Ole var pensioneret lokomotivfører, og det var ham, der stod for elektriciteten, når der var udstillinger; han var også i bestyrelsen. K.K. Laursen, der skrev den store danske akvariehåndbog, indledte møderne med 10 minutters aktuelt om et emne som for eksempel opvarmning af akvarier. Engelhardt Lind, der sammen med K.K. Laursen stiftede Københavns Akvarieforening i 1915, var en herre af den gamle skole, der kom med knækflip og bindeslips, og han fandt det ikke passende, at de unge som Ole mødte op med rullekravesweater og langt hår. Johs. Jensen, som det ikke er ret mange år siden, at vi mistede, var også en stor drivkraft i KA. Kjeld Bo Larsen og Ole, der begge var interesseret i Killifisk, besøgte ofte J.J. Scheel, hvor de fik forklaret en hel del om kromosomer, mens grevinden smurte sandwich og lavede kaffe i køkkenet.
Så løb det løbsk med akvarierne, for i mellemtiden havde Ole fået egen lejlighed, og der var plads til mange akvarier med alle mulige spændende fisk. Ja nogle, der måske allerhelst ville tage tommelfingeren på ham, hvis de kunne komme af sted med det. De blev da også udstillet, og det skete første gang i 1963 i Lyngby, hvor Ole havde nogle maller med, som blev bedømt af ingen ringere end J.J. Scheel, der kastede et kort blik på mallerne og gav nogle lave point, for det var selvfølgelig nogle af disse maller, der kan blive 60 cm mellem øjnene og var udstillet i et 14 liters akvarium, som var blevet kørt fra Valby til Lyngby bagpå cykelen. Ja, det var entusiasme. |
|
I nærheden stod der en, som havde javamos i sit akvarium, og dengang var det at have javamos et enormt statussymbol. Det var dem, der var noget, som havde javamos. Han stod lidt og betragtede Ole's akvarium og så gik han et øjeblik for at komme tilbage med noget javamos, som han fortalte en stolt Ole, at det kunne han bare dekorere omkring træroden.
Hans kongelige højhed Arveprins Knud, som var KA's protektor, åbnede dengang altid KA's udstillinger i Brøndsalen i Haveselskabets have. Og da limousinen kom susende med politieskorte, blev prinsen modtaget af daværende formand J.V. Rasmussen, som viste rundt på udstillingen. Når udstillingen var erklæret for åben, styrtede alle hen for at se, hvad de havde fået i bedømmelse; men Ole valgte at trække pinen lidt ud, for det kunne jo ikke være gået særlig godt. Glæden var derfor stor, da han så, at han havde fået en 1. præmie, en ærespræmie og en vandrepokal. Nu var han ikke til at styre på en hel tønde land.
Geddetandkarpen, som i naturen findes i Mellemamerika, specielt i området i Belize, er en af Ole's favoritfisk, og den stod meget højt på hans ønskeseddel. Der var en anden akvarist, som udstillede den år efter år, og vandt præmier med sine fisk, men han ville ikke sælge nogen unger til Ole. Ole kendte imidlertid en ældre akvarist, Fru Snertinge, som var tysker, og da Ole på et tidspunkt lovede at passe hendes katte og akvarier, mens hun var på ferie i Berlin, så lovede hun at tage noget med hjem til Ole, hvis han havde et bestemt ønske, og det havde han jo. Da hun kom hjem fra ferie, blev Ole inviteret til middag, og mens de sad og spiste, viste hun Ole et akvarium med 3 Geddetandkarper, som hun havde med hjem. Det var en glad ung mand, der kunne bære to hanner og en hun hjem den aften. Der kom rimelig hurtigt unger, og når det sker skal man stå og se på og forhindre, at ungerne bliver spist, da denne art er meget glubsk. Ungerne er ved fødselen så store, at de er klar til at spise myggelarver. Det er en fisk, hvor man kan komme hjem med friskfangede dafnier, og når de har ædt det hele, så står de bare og venter på desserten. Hannen bliver kun 8-9 cm, og hunnen kan blive op til 20 cm. Derfor skal han passe på, når han bejler til hunnen, da hun kan se forkert og tro, han er mad. Han kan i værste fald blive dødeligt tilredt, hvis ikke han passer på.
På en udstilling i Brøndsalen havde man konstrueret en reol af nogle bukke og nogle planker. På grund af en fejl i konstruktion lænede reolen sig pludselig forover, og 3 akvarier faldt på gulvet. Resten flyttede sig, og der lød en lystig syden, fordi vandet løb ned i de elektriske installationer, som var en masse hanstik, som kunne sættes sammen. Alt imens man holdt fast i de resterende akvarier blev der råbt: "Sluk for strømmen - sluk for strømmen". Ole havde i denne reol et 80 liters akvarium med Geddetandkarper. De var væk, og det samme var det halve af vandet fra akvariet. Der var faldet noget ned på akvariet nedenunder, som havde smadret dækglasset, og i det akvarium gik Leif Christensen's førstegangsindførte Lampeøjer Aplocheilichthys normani. Disse små kønne sjældne fisk var der bare ikke mere, for de store Geddetandkarper havde allerede spist dem.
Hos Plantins Import holdt Ole øje med, om der var Fireøjer på grossistlisten, for det var en af de fisk, han bedst kunne tænke sig. En dag var der positiv besked, og Ole mødte op en aften, hvor de skulle komme hjem. Der blev ventet og ventet den aften, og efter flere besøg hos pølsemanden ringede man op til British Airways, som ville undersøge sagen. Det viste sig at kassen med fisk havde misset et fly i London og ville blive eftersendt dagen efter. Det betød desværre, at alle fisk i sendingen var døde, dog ikke fireøjerne, hvor der kun var to døde. Ole købte 10 stykker for at de selv skulle kunne parre ud. Og han kom dem straks ned i et akvarium med flydeplanter og tilsætning af salt, og da han efter et stykke tid skulle bruge en af de store hanner til en kammerat, der havde mistet sin, viste det sig, at der var unger i flydeplanterne.
Fireøjer er i stand til at registrere hvad der sker oppe i luften samtidig med, at den kan se under vand. Det er noget helt specielt og nok den fisk, der fascinere Ole mest. Og med hensyn til forplantning, så kræver det, at der er en højrevendt han til en venstrevendt hun, for at en parring kan finde sted, idet nogle skæl ved hunnens kønsåbning har en sådan form, at hannen kun kan nærme sig fra den ene side. Ligeledes kan hannens gonopodiom kun bevæge sig til den ene side. Slægtens 3 arter kræver alle salt i vandet, da de kommer fra kystzonerne i det nordøstlige Sydamerika. Noget andet spændende, som Ole har oplevet ved denne fisk, er, at ungerne er næsten 5 cm, når de bliver født. Når man tænker på, at en hun på 25 cm kan indeholde op til 20 unger på hver 5 cm,. betyder det, at hun således har 1 meter unger i sig. Ved fødselen virker ungerne fuldstændig dehydrerede, men ungen kommer hurtigt til sig selv, lidt på samme måde som en sommerfugl.
Ras, som J.V. Rasmussen blev kaldt, prikkede en gang imellem til Ole for at få ham til at fortælle om de spændende fisk, han havde, og det lykkedes ham da også til sidst at få Ole til det. I starten blev der talt ud fra nogle sort-hvide fotos, som blev delt rundt. Ole blev hurtigt en flittig og elsket foredragsholder. Han har stået på borgmesterens plads i byrådssalen i Hjallerup, da der ikke var andre steder, man kunne samles, og fordi borgmesterens plads var hævet lidt over de andres, kunne foredragsholderen bedre ses. Han har præsterede at holde foredrag 3 dage i træk i København, Århus og Hillerød, men da var han til sidst også så træt, at han blev vækket af togkontrolløren, da han vel tilbage i København sad og sov i toget.
Der var mange andre, der hed Ole, men da han fortalte om og udstillede maller, hvad var så mere nærliggende end at kalde ham for Malle-Ole. Nogle gange formede disse foredrag sig til hyggelige samtaler, hvor han for eksempel kunne fortælle om en dyndspringer, der hoppede ud af akvariet og ind under reolen, hvorfra den blev fisket frem og mest af alt lignede en uldtot.
1990 blev året, hvor Ole stoppede med at holde foredrag, og samtidig udstillede han for sidste gang. Vanen tro var det nogle specielle fisk, vi kunne se det år i Forum. Ole lånte Akvariebladet sin 60 cm store Arovana, og i et 250 liters akvarium udstillede han selv en 50 cm stor afrikansk knivfisk, som efter udstillingen blev afleveret til Danmarks Akvarium. Det var også året, hvor KA fyldte 75 år, og derfor var vært ved årets Aquadag, som dette år sluttede med jubilæumsfest. KA stillede med et quizhold til Aqua-quizzen, og dem, der kender Ole's forhold til cichlider (Ole mener Diskusfisken er den mest praktiske cichlide, da den i det mindste har samme form som en stegepande) de måbede alle, da Ole var skyld i, at KA vandt quizzen. Afgørende var det, at man i 3 forsøg skulle gætte navnet på en fisk. Man så fisken i 3 forskellige situationer, hvor man kunne opnå 5,3 og 2 point, og første billede, hvor man kun så mund og øjne stikke ud af en hule - ja, da kom Ole med sit bud. Og selv om det tredje dias viste hele fisken, kom der ikke andre rigtige bud. Dermed havde KA vundet, fordi Ole nogle år forinden havde holdt denne spøjse cichlide Teleogramma brichardi i forbindelse med sit arbejde på universitet.
Den største oplevelse kom til festen om aftenen, og jeg må nok sige, at vi bestyrelsen, som jeg var medlem af på det tidspunkt, havde store problemer med at finde ud af, hvorledes vi skulle lokke Ole med til festen. Ole hader fester som pesten, men det lykkedes KA's daværende formand Poul Petersen at få Ole med. Og det gik ikke op for Ole, at han skulle modtage DAU's højeste æresbevisning, nemlig DAU's røde nål, før daværende formand for DAU Erik Lind Larsen trådte frem og sagde, at den røde nål skulle tildeles en kendt akvarist, og alle derpå kiggede på Ole. Da blev Ole klar over, at fælden var klappet. Det gjorde den også et par år senere, da Ole intetanende kom til KA's generalforsamling og efter 32 år i KA blev udnævnt til æresmedlem.
Ole havde i mange år kendt formanden for Skandinavisk Killiselskab, Peter Kirchhoff, som selvfølgelig gik og lokkede Ole, "Har du set hvor flotte de er?”, ”Har du set, hvordan man gør det?" og så videre. Og det endte med et medlemsskab af SKS. Året efter ville Peter have ham med til Killitræf i Tyskland, men Ole skulle da i hvert tilfælde ikke til Killitræf nogen som helst steder, og da slet ikke udenfor Valby bakke. Nå, men det var en lang tur, cirka 900 km i bil til Nürnberg. Ole holdt øje med kortet, og han følte, at det var lige meget hvor mange kilometer, man havde kørt, så var det ikke mere end halvanden centimeter på kortet. Da bilen med de 3 killientusiaster kom frem var klokken 17, og i Tyskland lukker udstillingerne allerede klokken 18, så det blev en hurtig gennemgang af de 560 akvarier, men arrangøren var så flink at lade dem komme igen næste formiddag, inden fiskene blev pakket ned. Efter en bid mad ude i byen, blev udstillerlisterne gennemgået, og der blev talt om, hvad de skulle købe med hjem. På Killiudstillinger sælges fiskene altid på auktion den sidste udstillingsdag. Fiskene var blevet pakket parvis i poserne, så de 3 blev nød til at standse på en tankstation på hjemturen for at pakke fiskene om med én fisk i hver pose, noget der vakte nogen opmærksomhed. Trods alle strabadserne blev det det år også til en tur til Holland, og siden er de 2 udstillinger blevet besøgt hvert år.
Det, at Ole ikke farter land og rige rundt mere for at holde foredrag, betyder ikke, at han er blevet mindre aktiv. Nej, det er bare ting som at slæbe rundt på akvarier og andet i forbindelse med udstillinger og møder, der ikke har hans interesse mere. Nu er det de smukke Killifisk og jobbet som akvariedommer, der er i første række. Man kan da også stadig se Ole som udstiller, men på den måde, at nogle stiller akvariet op, og Ole forsyner det med særprægede fisk, for der er stadig en stor plads i hans hjerte, som optages af de særprægede fisk. Og besøger du Malle-Ole, som jeg har gjort det flere gange, så vil du altid se sjove og spændende gobier, elefantfisk, ål, knivfisk, elektriske maller, bladfisk eller lignende, ja sågar pipatudser og på universitet selvfølgelig kaninen.
Det er altid en oplevelse at tale med eller besøge Malle-Ole, og mange har fået gode råd af ham, som han fik det af "Købmanden". Jeg er sikker på, at jeg ikke tager munden for fuld, når jeg siger at alle Danmarks akvarister ønsker dig tillykke med de 50 år som akvarist. Der er ikke mange akvarister, der efter 50 år stadig har det første akvarium stående i reolen med vand og fisk i.
Til lykke Ole!
Tonny Brandt Andersen, Københavns Akvarieforening. |
